
Vinterbyhaven - 12. februar 2022
Velkommen til Vinterbyhaven 2022 – det bliver helt genialt at se jer igen, for vi har i den grad savnet jer, siden Byhaven gik i vinterhi i september. Til vinteren 2022 vækker vi Byhaven igen og flytter hele molevitten – bænke, borde, kulørte lamper, sommerlige cocktails, skør naturvin og kolde økopilsnere fra Royal Beer – indenfor i Pumpehuset og holder en ægte sommerfest a la Byhaven. Frem til midten af december løfter vi sløret for de artister, der skal spille til Vinterbyhaven.
Lineup: Atusji + Debbie Sings + Josie Amadonna + Julie Pavon + Lucky Lo + karaoke + Emma Acs & Josefine Winding (DJs)
Julie Pavon
Julie Pavon indtager Vinterbyhaven med sin uovertrufne vokalbårne elektroniske musik, som emmer af house, catchy pop og fremragende lyrik.
Julie Maria Hernandez Pavon Friis voksede op i Aarhus, men bor nu i København, hvor hun samarbejder med musikeren Uffe (Blueberry Records, Tartelet Records). Siden hendes honduranske far mødte hendes danske mor i Aarhus i 90’erne har musik været en fast del af hjemmet, hvor Julie først blev introduceret til forskellige genrer og udtryk. Som barn sang Julie i kor og spillede i forskellige bands mens hun også skrev sin egen musik.
Gennem de seneste par år har Julie finpudset sit musikalske håndværk og arbejdet på sit soloprojekt ”Julie Pavon”, som er en frirum, hvor hun kan eksperimentere med sin umiddelbare og direkte tilgang til sangskrivning, mens det også er en måde for hende at processere sin indre uro og glæde. Julie opfatter ”Julie Pavon” som en reagerende version af sig selv, båret frem af de kontraster, hun oplever i livet, og de energier, hun møder. Julie skriver selv sin lyrik og sine melodier og producerer sammen med Uffe Christensen projektets instrumentelle dele. Gennem lyrikken udforsker og ikke mindst udfordrer Julie sit syn på samfundet, sin generation og sin indre dualitet. Vokalen og lyden matches med visuelt rå og konfronteret videoer og billeder.
I oktober 2020 udgav Julie Pavon sin første single ’Herd Animals’, der fik premiere på Soundvenue og sidenhen modtog masser af positiv medieopmærksomhed fra bl.a. DR. Single nummer to ’Jealous’ fik verdenspræmiere den 24. februar 2021 – også på Soundvenue – og blev første internationale udgivelse, der førte til debut på BBC. Sidenhen har den ’Jealous’ fået vind i sejlene og er blevet spillet i over 13 lande.
Atusji
Atusji er Terkel Atsushi Røjles soloprojekt (Virgin Suicides), hvor han udforsker singer-songwriter-tradition gennem et moderne r’n’b- og hiphopfilter. Atusji er et rum der udforsker den fremmedgørelse, der er i et være ung i den her mærkelige verden. Et musikalsk rum, hvor det er muligt at sætte musik til følelsen af at være fanget mellem kulturer, mellem virtuelle virkeligheder, være akavet, være stærk og vokse midt i det.
Når Atusji har været størst har han været lydside i store film og tv-produktioner, Terrace House (Netflix) og været flittig spillet i din radio, og i skiftende konstellationer spillet koncerter til fx Vegas Udvalgte, SPOT og efterhånden været landet rundt og spille. Efter at have udgivet 2 albums og 1 EP på 2 år, er Atusji nu i gang med at skrive næste
kapitel. I sommeren 2021 spillede Atusji en fremragende akustisk koncert i Byhaven, men indtager Vinterbyhaven med fuldt band.
Debbie Sings
23-årige Sophia Hage, der før slog sine folder i powertrioen Jenny, er klar med sit soloprojekt Debbie Sings. Det er endorfinudløsende, maksimalistisk musik, fuld af energi og information, der foregår lige på kanten af nuet. Debbie Sings er et eskapistisk frirum – mere post-moderne, end det er moderne at snakke om; fuldstændigt hyperreferentielt og uden tanker om et kvalitativt musikalsk hierarki.
Alt er tilladt så længe, det er befordrende for nummerets kerne. Der er tale om et kaotisk og intenst univers, der trækker tråde til gabber og metal lige så meget som til mainstream popmusik, der danner den centrale, sang-strukturelle akse, Debbie Sings snurrer omkring.
Debutsinglen Satanizer kan streames allerede nu – og hvis den lige skal hypes med en metafor, kan den beskrives som Mario Karts mest berømte (og fedeste) bane Rainbow Road, der mases og eksploderer i midten af en kollision mellem himmel og helvede. Hvis det var en farve, ville det være selvlysende. Hvis det var en smag, ville det være helt overdrevet syrligt. Det ville næsten være for meget, hvis ikke det var så goddamn catchy.
Josie Amadonna
Først kunstner til Vinterbyhaven 2022 er den kække karismatiske rapper Josie Amadonna. Den unge rapper og sangerinde Josie Amadonna trækker dig med ned i sit udtryksfulde univers med hendes forførende stemme og kække rim. Hun har netop udgivet singlen ’Donkey Kong’, som er at finde på P3s rotationsliste samt er med på deres Bobler liste. Soundvenue havde senest premiere på musikvideoen til den energifyldte sang. Josies sange kredser særlig om hovedelementerne som fest, farver, lange sommernætter og gode vibes. Inspirationerne kommer bl.a. fra Childish Gambino, Kidd og Doja Cat, som alle spiller ind i hendes univers. Teksterne er fyldt med selvironi, humor og flabede rim. Dette kombineret med hiphop og RnB produktioner skaber Josie Amadonna en eksplosion af positiv energi. Hendes vokal er det ene øjeblik syngene og laidback, mens det næste øjeblik, sprængfyldt med spydige raplinjer. Josie Amadonna var finalist i DR Karrierekanonen 2021.
Billetter
Early bird-billetter: UDSOLGT
Normal pris: 160 DKK
Køb dine billetter her
Dørene åbner kl. 18.30 og festen fortsætter til langt ud på natten.
Vi ses, venner